Det manglede da bare 

Hun ser på papiret med den rute, hun har fået. 3 gader, det er til at overskue. Toldergade 2-8 er den første på listen. En klassisk arbejderejendom. Små lejligheder, at dømme ud fra antallet af vinduer på hver sin side af trappeopgangen. Et trin op til en malet dør, hvor man kan kikke ind i opgangen gennem et lille vindue. Inde i opgangen står der en klapvogn. De gav ikke meget sidste år, den her slags opgange med små lejligheder. Det er nok begrænset, hvor meget der er at hente her, men det skal da prøves. Måske hjælper det lidt, at indsamlingen handler om børn.

Hun trykker på knappen til st.tv. Nørgaard. Et sted at starte. Måske. Der sker ikke noget.

Hun får kontakt med 1.th. Kenneth Moss. Døren summer og årets indsamling kan starte. Kenneth er et rodehoved. Lejligheden lugter ubestemmeligt gennem den åbne dør.

-Jeg samler ind til fordel for udsatte børn. I kan betale med mobilepay eller kontanter, I kan også få en folder, så I senere kan donere hvis I har lyst.

Han bruger ikke mobilepay, det er alt for usikkert, siger han, og han leder efter mønter mens hun kikker på frakkerne på knagerne. Alle årstider er repræsenteret i den lille entré, der er blevet smal af alt det overtøj. Lyden af Kenneth, der leder efter mønter, bliver til rastløshed. Hun har taget 2 ruter i år, det manglede bare. Der mangler indsamlere. Som der altid gør.

Hun går videre til nummer 4. Der var 2 lejligheder der gav bidrag i Toldergade nr. 2, det var en ok god start. Det skal nok gå. Sidste år var et godt år. Hun havde samlet et pænt beløb, når man tænker på ruten. Og i år er der to ruter.

Hun når til Toldergade 8, og starter med at ringe på hos 4.tv. Man skal hele tiden lære nyt, også i år. I Toldergade 6 blev hun lukket ind allerede da hun ringede på dørklokken hos 1. sal, men der var ikke nogen hjemme højere oppe da hun først kom ind i opgangen. Den tur på trapper kunne hun have sparet sig. Så hun starter med at ringe på øverst og arbejde sig nedad. Man skal spare på energien, der er mange trapper på sådan en dag.

Hun noterer sig, at næste år skal Toldergade ikke have så meget opmærksomhed. Måske skal hun tage den til sidst, og se hvad hun kan nå.

Hun drejer om hjørnet og starter den næste gade. Den er noget længere, nummer 2 til 22. Men lejlighederne er større og der er to trin op til den malede hoveddør. Måske deler de to ejendomme baggård? Hvis der er tid vil hun kikke ind i gården. Men nu handler det om opgang nummer 2, og hun starter med at ringe på hos 4.th. Et navn hun ikke kan udtale, men de skal jo ikke rigtig snakke sammen.

Hun når til 1.tv. før der er kontakt. De bipper hende ind i opgangen og åbner deres egen dør for hende.

-Der er desværre ikke så mange hjemme i dag, tror jeg, ikke i det dejlige forårsvejr.

Kvinden smiler og beklager på vegne af de andre beboere. Ser hun virkelig så frustreret ud? Kvinden emmer langt væk af forsigtighed, hun er sikkert en pleaser af rang. Selv hendes tøj er forsigtigt, almindeligt så hun ikke ville kunne huske det når hun var gået. Manden i lejligheden lægger lidt mønter i indsamlingsbøssen, selvom kvinden har betalt med mobilepay. Mønterne bliver skubbet gennem revnen i plastikbøtten med forsigtige hænder. Så kan hun høre at det larmer lidt, som om nogen går hårdt på gulvet i lejligheden ovenpå.

Hun takker for bidraget og ønsker dem en dejlig dag. Så går hun op af trappen til 2.tv. og ringer på. Her burde der ikke være nogen hjemme, de havde ikke reageret da hun stod nede på gaden og ringede på. Men hun har hørt noget, det er hun sikker på. Et barn åbner døren. Ikke så gammelt, men stor nok til at nå håndtaget. En mand, sikkert faren, kommer løbende fra stuen, men han har ikke nået at standse barnet, det er hendes konklusion. Hendes stemme er lidt hård, det kan hun selv høre, og hun tror ikke på at de ikke har nogen mønter, men hun går ned igen, til st.tv., for at gøre opgangen færdig. Så lægger hun foldere i de postkasser, hvor der ikke var nogen hjemme. Det kan være, at der er nogen af dem, der vil donere alligevel.

Hun overvejer om der er en gade der hedder Farisæergade. Det er der nok ikke.

Hun når til nummer 10 og trænger til en pause. Her mellem nummer 10 og nummer 14 er der en lille plads foran ejendommen. Gaden drejer lidt og giver plads til lidt mere fortov. Der står to bænke under et træ, de er som skabt til første kaffepause. Det er for tidligt at spise maden. Hun finder en kop af solid plast og den ene af de to små termokander frem. Så holder den anden kande sig varm til i eftermiddag. Godt at hun ikke bruger mælk i kaffen, så skal hun ikke tænke på det. Bænkene står vinkelret på hinanden med ryggene mod træet, og peger ud mod gaden. Hvis hun sætter sig lidt sidelæns på den ene bænk kan hun holde øje med nummer ti. Hvis der er nogen der går ud, så kan hun nå at samle ind hos dem på vejen. Men det er for ubekvemt. Og hvad så med dem, der går ind?

Hun starter i nummer 10, 4.th. og når til 3.tv. inden hun bippes ind. Det er en pæn lejlighed og et pænt navn på skiltet, Martinussen, en af hendes kolleger hedder Martinussen, hun er rigtig dygtig. Inde i gangen er der styr på knagerne, og Martinussen, der er en moden kvinde, nok på alder med hendes selv, er venlig. Hun har penge parat, fordi hun ved at der er indsamling i dag. Opmuntrende. Næsten lige så godt som pausen på bænken. Hun er hurtigt videre.

Hun når ned til 1.tv. før der er kontakt igen. Han vil ikke bidrage. Han ser sur ud, og han lyder belærende, ja nærmest nedladende. Han ved lidt om det her, han ved at de penge aldrig når ud til de børn, der har brug for dem. Og der findes jo organisationer der har styr på den slags, og som ikke bare bruger pengene på administration. Hun spørger, hvilke organisationer det er, for så vil hun da samle ind for dem. Han siger at han ikke kan lide hendes tone. Så lukker han døren. Hun er glad for at hun var trådt et skridt tilbage mens de snakkede.

Hun prøver begge lejligheder i stueetagen, og synes at hun kan høre lyde fra den til venstre. Hun står helt stille så tæt på døren som hun kan få sig til. Der er måske lyde. Hun ringer på igen, 3 gange. Så putter hun foldere i alle de postkasser, der hænger i opgangen, undtagen hos Martinussen. Nogle af dem får mere end en.

Hun springer nummer 12 over.

Hun prøver i nummer 14, og får hurtigt kontakt med 4.th. og så begynder hun opstigningen. Døren til 4.th. er lukket, det må være en fejl. Hun ringer på, og efter et øjeblik åbnes døren. En ung mand kikker ud gennem det, der nærmest må kaldes en sprække i døren. Hun kan kun se ham, der står og fylder. Han har sovehår, eller også er voks blevet moderne igen.

-Jeg samler ind til fordel for udsatte børn. Du kan betale med mobilepay eller kontanter, du kan også få en folder, så du senere kan donere hvis I har lyst.

Han siger ingenting, står bare der, som om han er døv, indtil han ser indsamlingsbøssen og hendes bunke med foldere, som hun holder foran kroppen så de kan ses. Så ryster han på hovedet og lukker døren. Hun banker på døren. Han lukkede hende jo ind, og han ligner en, der godt kan undvære lidt. En lejlighed her, i hans alder. Der starter noget musik inde i lejligheden, og hun går videre til naboen. Der ikke åbner.

Hun kommer foldere i alle postkasserne i bunden af opgangen. Også til ham på 4.th. og de to, der faktisk donerede lidt. Ikke meget men dog lidt.

Hun går tilbage til nummer 12 og ringer på hos 2.tv. Der sker ikke noget. Så ringer hun på hos dem alle sammen, så hurtigt efter hinanden som hun kan, og så fortsætter hun til nummer 16 uden at se sig tilbage.

Hun spiser maden på en trappesten i slutningen af ruten. Der er 3 trin. Granit. Hun strækker benene så langt som hun kan, så de ligger ned over trappetrinene. De er stærke, velformede, gode ben. Lidt trætte lige nu. Hun har overfuset et ægtepar. Ikke helt overfuset, men hun var gået for vidt. De tog hendes tid. De boede på 1. sal, 3 værelser passede vinduerne med, og de havde givet penge, 20 kroner. Og så snakkede de i munden på hinanden. Om regeringen. Om FN. Om alt det, der skulle gøres. De havde altid selv hjulpet når de kunne. Det skulle alle gøre, lige der hvor man var, så hjælpen var tæt på. Og selvfølgelig gav de altid penge til indsamlinger, det manglede da bare. Hun tænkte på de 20 kroner og den anden rute, og sagde, at 20 kroner måske ikke rakte så langt som de havde gjort før i tiden. Måske skulle de sætte beløbet lidt op, hvis de gerne ville hjælpe. Så havde kvinden fået tårer i øjnene, og så havde manden lukket døren. Nede ved postkasserne havde hun lagt en lille stak af folderne under postkasserne, oven i den bunke reklamer, der allerede lå der.

Hun ringer på i den sidste opgang på ruten. Hun bliver bippet ind, og ellers er der ingen respons, heller ikke fra den lejlighed, der lukkede hende ind. Men der er lyde i et par af lejlighederne. Hun står helt henne ved dørene og lytter. Et sted hører hun snak, og da hun ringer på så stopper det. Inden hun gik ind så hun at der var åbne vinduer flere steder. Bevares, når man bor flere etager oppe betyder det jo ikke at der er nogen hjemme. Men alligevel.

Hun står uden for opgangen, det er tid til næste rute, men hun gider ikke rigtigt. Skuffelsen er der, hun er træt i benene, det snurrer i kroppen, næsten som dengang hun var stresset. Hvis hun måler sit blodtryk nu vil det være højt, sådan føles det. Hun har svært ved at trække vejret helt ned i maven. Hun prøver, lige der på fortovet, at trække vejret rigtigt. Og hun trækker skuldrene op om ørene og lader dem falde ned igen. Det er begyndt at regne lidt, ikke bare de små dryp, der har været undervejs, men rigtig regn, der pludselig vælter ned over hende.

Hun vil gerne ind i tørvejr, så hun trykker sig helt ind mod døren, mens hun ringer på igen. Så mærker hun et skub i ryggen så hun falder ind i døren med hovedet. En ung mand er ved at bakse sin cykel op af de 3 trin, og rækker ind over hende med en nøglebrik.

-Flyt dig.

Han skubber igen, og hun griber fat i hans arm for at holde balancen. Døren bipper og han skubber døren åben med forhjulet. Nu regner det rigtigt meget. Hun maser sig ind mellem dørkarmen og forhjulet og klemmer sig ind i opgangen. Han skubber cyklen ind og hvæser igen at hun skal flytte sig. Hans albue rammer hende, så hun bliver skubbet ind i væggen til venstre lige ved trappen og snubler. Hun får vendt kroppen så meget at hun nærmest falder ned på et trappetrin, og så sidder hun der og kikker på ham. Cyklen er en racercykel, den er stor, for han er en høj mand. Han stiller cyklen op ad postkasserne og prøver at børste vandet af sin jakke.

-Den må ikke stå der, den cykel.

Han vender sig om og træder et skridt hen mod hende.

-Og hvorfor blander du dig i det? Hvad ved du egentlig om det? Hvorfor blander du dig?

Hun mærker at han er for tæt på hende, han tårner sig op over hende, hans stemme er høj og vred. Uroen i hende stiger op i kroppen mens hun rejser sig op på det andet trin på trappen. Det føles som om hun skal kaste op og hun åbner munden. Han går endnu tættere på, hun kan mærke hans vrede komme imod sig som en trykbølge, og så skubber hun. Hun sætter hænderne på hans brystkasse og skubber alt hvad hun kan mens hun hører hvordan hun selv råber. Han vælter over i cyklen og ind i postkasserne bagved, det er en værre larm der kommer ud af det, mens han falder ned på gulvet med cyklen over sig. Hun skal ikke længere kaste op.

Hun kan høre, at der er andre i opgangen nu. Dem fra st.tv. kommer løbende de få trin ned til hende, og flere er på vej. Hvad er der sket? Har han slået hende? Nogen vil ringe efter politiet, en anden vil ringe efter en ambulance.

Hun samler folderne op fra gulvet hvor de var landet, og laver en lille samlet bunke igen. Så går hun lidt op af trappen til de nærmeste tilskuere.

-Jeg samler ind til fordel for udsatte børn. I kan betale med mobilepay eller kontanter, I kan også få en folder, så I senere kan donere hvis I har lyst.

Hun rækker indsamlingsbøssen ud til dem, og smider foldere foran dørene til lejlighederne i stueetagen. St.tv. og st.th. Så vender hun sig om og går hen mod gadedøren. Hun skræver over cykelmanden og dem, der prøver at hjælpe ham op igen. Det er okay at det regner, hun kan tørre sig når hun kommer hjem. Lige nu skal hun have klaret den anden rute.