Anton

Amandavej lå bred og stille, med asfalt der var blank af varme og med en mættet duft af modne blommer og æbler fra haverne, der lå skulder ved skulder. Anton stoppede foran huset, hvor han skulle ind. Det var stort og gult. Anton kunne godt lide gule huse. Hans mormor og morfar havde et gult hus i Silkeborg. Der var mange tegninger af gule huse i den kasse, som hans mor omhyggeligt havde gemt hans børnetegninger i, så de var sikrede for eftertiden. Der var flere huse, der havde været velegnede, men dette hus var godt på alle måder. Det lå på en villavej, med store, gamle træer, hvis brede kroner rakte helt ud over vejen, og gjorde haven til en lukket og intim plet midt i byen. Foran selve huset adskilte en stor, hvidmalet havelåge det offentlige fortov fra en bred række fliser, der førte ind i den private have, og op til husets hoveddør.

Det var kun et par dage siden han havde været her første gang, men det var allerede som at komme hjem. Han vidste, at der var børn i familien, det kunne man se på sandkassen og legetøjet i haven, og i dag stod der to løbehjul i børnestørrelse i haven, lige inden for lågen. Et rødt og et grønt. Det røde var lidt mindre end det grønne.

Anton satte den sorte affaldssæk fra sig på fortovet, og så åbnede han lågen og kantede sig igennem åbningen med rygsækken og teltet, som han bar under armen.

Han satte sin bagage ned et øjeblik, mens han stod og kikkede på huset. Midt på huset var en bred trappe, der førte op til en blå hoveddør, og langs husets korte side, mellem huset og den pudsede, dobbelte garage, løb en havesti med fliser, der førte om til en bagdør og til haven. Solen reflekterede i det blanke, sorte tegltag med 4 smalle kviste, som morsesignaler til den opmærksomme forbipasserende. Det var et perfekt sted. 10 minutter til stationen, så det var nemt at komme ind til studierne, men langt nok væk til, at støjen fra banen ville ikke forstyrre ham. En stor have, hvor hans telt nemt kunne stå, og der var børn i familien. Han elskede børn. En køkkenhave, det ville der helt sikkert være plads til. Måske bare et enkelt højbed til en start.

Så samlede han det hele sammen igen, tog teltet under højre arm og den sorte affaldssæk op i venstre hånd. Anton fulgte fliserne op mod huset og gik til venstre, rundt om huset og om til haven. Den var lige præcis som han huskede den. Stor og frodig, og inddelt i områder, så man ikke kunne overskue det hele på én gang. Et øjeblik stod han stille for enden af havegange og kikkede. Til venstre lå der et område bag garagen med et lille drivhus og nogle havekrukker. Drivhuset var næsten tomt, der stod nogle kasser derinde, og noget der lignede visne tomatplanter. Tæt på drivhuset stod nogle store tomme krukker, og lige ved siden af flisegangen stod en række lave krukker med krydderurter. De sarte var døde, men en del levede stadig. Til højre, langs huset, lå en stor terrasse, og bag den, længst væk fra hvor han stod, var der en pergola med frodige slyngplanter, roser og klematis og nogle andre planter, som han ikke kendte navnene på. Pergolaen dannede skygge for to kurvestole og et lille bord, der stod og så indbydende ud. På den store terrasse langs husmuren stod et andet sæt havemøbler, et langt bord og stole med armlæn. Parasollen stod der, klar til at blive foldet ud over bordet, og gasgrillen stod helt inde ved husmuren. Rundt om terrassen var der bede med urter og roser og blomstrende buske og stauder.

Han lagde teltet sammen med affaldsposen og sin rygsæk ved siden af flisegangen i skyggen af en stor, blå hortensia. Så gik han ned gennem haven for at finde det bedste sted. Bagerst i haven, bag et stort buskads, var der et fint stykke græsplæne, som man ikke kunne se fra huset. Det var perfekt, diskret og privat. I læ, når det blæste, men stadig med plads til at solen kunne nå helt derned en del af eftermiddagen. Han regnede med, at det grønne telt ikke ville være iøjnefaldende. Det var stort nok til at han kunne være i det, men ikke så stort at det kunne genere nogen.

Det tog ikke lang tid at sætte teltet op, han havde øvet sig hjemme i Silkeborg, og den velplejede græsplæne var et godt underlag. Jævnt og nemt at arbejde med. Der var lidt mere skyggefuldt her end i den åbne have foran huset, men mosset ville være et dejligt blødt underlag. Han placerede teltet, så indgangen vendte væk fra huset. Der var udsigt til haverne der lå side om side, med ryggene op mod hans have. Anton gik helt tæt på skellet til bagboernes haver. Med armene skubbede han grenene væk så han kunne komme helt tæt på. I den ene have lå et hvidt hus, lidt mindre end det gule, med en køkkenhave i den ene side af haven. Anton trak sig tilbage igen, og gik hen til teltet. Så flyttede han sin rygsæk ind i teltet, og arrangerede liggeunderlaget på tværs af teltet, så teltrummet virkede størst muligt. Så gik han op til huset, for at se, om der var kommet nogen hjem.

Der stod en bil i indkørslen nu. Bilens bagagerum stod åbent, og et par indkøbsposer stak op. Der var altså nogen hjemme. Husets hoveddør stod åben og han hørte stemmer indenfor. Så gik han op ad trappen.

-Hej.

Anton gik op ad de sidste trin. Lige inden for døren stod en mand, stadig med bilnøglen i hånden. Anton løftede hånden i en hilsen på vej ind ad døren, og rakte så hånden frem i retning af manden.

– Hej, jeg hedder Anton. Anton Kranker.

- Thomas Winther.

Manden smilede og rakte hånden frem og gav Anton et solidt håndtryk. Så slap han igen og trådte et skridt tilbage.

– Anton Kranker? Kender jeg dig? Hvem er du?

-Ja, vi er naboer nu. Jeg har slået mit telt op ude i haven, bag det bagerste buskads, og så ville jeg lige hilse på. Jeg har valgt jeres have, den er rigtig dejlig.

Anton kikkede rundt. Det var en rummelig hall. Til højre var der en trappe op, den svingede sig i en blød bue ind mod væggen. I den anden side var der en fløjdør. Foran døren stod to børn og kvinden. Hun var slank, noget yngre end manden så det ud til. Hun trak sig lidt tilbage mod døren med en hånd på skulderen af hvert af børnene. De lignede de fleste andre børn. Solbrændte som børn skal være det efter en lang og god sommer, og nysgerrige. En pige og en dreng, Anton gættede på at de var på alder med hans nevøer, altså en 8-10 år.

– Slået telt op? Hvor?

Manden var igen trådt et langt skridt hen mod Anton, der blev stående.

-Nede i haven, næsten helt nede ved skellet til de to hvide huse. En dejlig lille plet, I kan ikke se det fra terrassen.

Anton smilede først til manden, og bagefter til kvinden.

-Det er et fedt sted I har her, det passer perfekt til mig. Roligt kvarter, tæt på Hellerup Station, stor have, her er jo masser af plads til os alle sammen.

Han slog ud med armene, mens han talte, og kikkede lige ind i mandens ansigt med sine lyse, blå øjne, mens han snakkede.

-Jeg starter på uni i morgen, så det var i sidste øjeblik jeg fandt et sted. Det er helt håbløst, men det ved I jo nok. Så jeg er så glad fordi jeg kan være her.

Han gik baglæns hen mod døren mens han holdt øjenkontakten med manden.

–Vi ses, jeg kommer forbi i morgen med et depositum og første måneds husleje.

Så vendte han ryggen til dem og småløb ned ad trappen.

- For resten, råbte han ude på trappen, -det regner lidt nu, og jeg kan høre lidt rumlen, det ser ud til torden.

-Bilen, for fanden.

Manden skyndte sig ned ad trappen til hoveddøren og ind foran Anton. Så løb han hen til bilen med indkøbsposerne. Anton løb rundt om hushjørnet, og forsvandt uden for synsvidde. Han var væk før manden kikkede op igen.

Næste morgen var starten på en smuk sensommerdag med et lidt skarpt lys, det var trods alt blevet september. Græsset var allerede næsten tørt igen efter bygen dagen før, men friskheden var der stadig. Haven duftede. Anton havde pakket sin taske med det, han regnede med at skulle bruge på en første dag på universitetet. Han lukkede omhyggeligt teltdøren, vendte sig og gik gennem haven, i retning mod flisegangen ved siden af garagen. På vej forbi garagen så han lige ryggen af kvinden og børnene, der var på vej ud ad havelågen. Hun kikkede tilbage og Anton råbte godmorgen. Hun vendte sig væk igen, og fik børnene i gang på hver deres løbehjul, og så forsvandt de. Audien var væk. Anton gik gennem den hvide låge, på vej mod toget.

Det blev igen en smuk eftermiddag, og Anton gik gennem haven til sit telt i godt humør. Det havde været en god dag, toget var kørt præcist efter køreplanen, og han havde mødt en masse venlige mennesker. Voksne i pænt tøj, og store børn med rygsække til deres skolebøger og bærbare. Tæt på teltet så han, at manden stod halvt bøjet over indgangen, optaget af at kikke ind i teltet.

-Halløj, råbte Anton, jeg er hjemme nu.

Manden rettede kroppen op i fuld højde, da Anton kom nærmere. Han trådte helt tæt hen mod Anton, med overkroppen lænet en lille smule fremad, så han stod lidt på tæer.

-Jeg troede fanme at det var løgn, hvad har du gang i? Hvad bilder du dig ind?

Manden var helt tæt på Antons hoved, han kunne mærke den varme ånde mod sit ansigt. En svag duft af noget rart, sæbeagtigt, ramte Anton. Manden talte højt, men han råbte ikke. Han lænede sig frem mod Anton på tæer, og så tilbage igen på hælene, frem og tilbage et par gange.

-Men jeg sagde det jo i går, jeg sagde at jeg havde slået mit telt op her.

Anton trådte et skridt tilbage, og passede på at han ikke snublede over bardunerne.

–Jeg sagde det jo.

-Det er min have. Jeg vil ikke have telte her, jeg kender dig ikke. Hvad fanden tænker du på? Hvad vil du? Hvem er du?

-Jeg er Anton.

Anton rakte tålmodigt hånden frem mod manden.

– jeg læser på uni, geologi såmænd. Startede i dag. Vi mødtes jo i går.

-ja, ja, det er jeg klar over, men jeg kender dig ikke, og du kan ikke være her, hvad bilder du dig ind?

-Ingenting.

Anton slog ud med begge arme.

–Jeg mangler et sted at bo. Jeg kommer fra Silkeborg, og har ikke noget sted at bo. Så jeg fandt det her.

Nu slog han hånden ud mod teltet.

– Det fungerer fint. Og jeg bor jo ikke gratis, jeg betaler jo for det.

-Betaler? Jamen du skal IKKE bo her. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, fatter du det ikke? Det er min have. Og jeg vil ikke finde mig i dig. Du skal væk.

-Er der et andet sted, der passer bedre? Måske ved hækken der ovre?

Anton pegede over i det modsatte hjørne af baghaven, hvor nogle store graner fyldte pladsen næsten helt op. Det var et lidt mørkt hjørne, så han havde ikke valgt det i første omgang.

-Hvorfor her?

Manden understregede "her" med en bevægelse med begge hænder ned mod græsplænen. Han stod uroligt, drejede kroppen lidt rundt om sin egen akse. Stemmen lød lidt opgivende, men stadig vred.

-Det er et dejligt sted, det må I da også synes. Tæt på station, og alligevel fred og ro. Jeg har regnet på det med huslejen, og er kommet frem til at betale 1.000 kr om måneden og 3 måneders depositum. Jeg finder dem lige. Jeg har jo ikke så mange penge, så jeg valgte en kommune med en lav grundskyld, det tænkte jeg at jeg havde råd til. København har jo dobbelt op på grundskyld i forhold til her. Det er svært med en SU. Jeg har beregnet, at jeg bruger 20 m2 af grunden, og så har jeg medregnet både grundskyld og ejendomsskat og selvfølgelig også en del af abonnementet til internettet.

Anton bøjede sig ned og åbnede teltdøren med hurtige bevægelser. Han gik ind i teltet og kom tilbage med en kuvert med mandens navn på.

-Den første måned og depositum er i kontanter, men hvis jeg lige får dit telefonnummer, så kan jeg mobilepaye dig fra oktober.

Anton rakte kuverten frem mod maden, der ikke tog den. Han satte hænderne i siden og kikkede sig omkring.

-Du ta'r pis på mig, ikke? Det er en joke, ikke? Sådan en studenter-ting, ikke? Der var lige noget om manglen på boliger til de studerende her forleden.

Manden grinede og klaskede Anton på ryggen.

– Det er en sjov idé, men nu stopper festen altså.

Anton trak på skuldrene.

– Jeg mangler et sted at bo. Og der er ikke noget at få. Og jeg kan sagtens bo i telt, ikke noget problem. Og her er jo god plads. Hvor tit kommer du i den her del af haven?

Nu var mandens skuldre trukket næsten helt op til ørene. Han stak hænderne i lommen på sine jeans, så godt han kunne. Han trådte lidt frem og tilbage, skiftede vægten fra den ene til den anden fod, kikkede sig omkring.

– Du kan blive i nat, men så må du flytte det telt. Men ikke noget med at … at… gøre ting i haven.

Anton kikkede på ham.

– Gøre ting?

-Ja du skal vel på toilettet engang imellem. Det skingre var væk. Manden så lidt forlegen ud. Anton kunne forestille sig, hvordan han havde set ud da han var ung. Yngre. Det var svært at gætte hans alder.

-Det klarer jeg på stationen, forklarede Anton, og jeg skal jo ikke op og tisse om natten, vel? Jeg har kik på et campingtoilet på DBA, det bliver lidt nemmere. Jeg tænker det kan stå der.

Han pegede ind i buskadset.

- I morgen er du altså væk, sagde manden, og så gik han hurtigt tilbage mod huset.

Anton kikkede efter ham. I morgen skulle han på uni.

Næste eftermiddag kom Anton først. Hverken bilen eller løbehjulene var kommet hjem endnu.

Anton fik bakset det lille campingtoilet ind mellem buskene. Han havde valgt en plads mellem nogle store kirsebærlaurbær, der dannede et tæt tag over en lille plads i buskadset. Han fik hæftet nogle grene fast, så de dannede en lille halvrund væg om toilettet, og han var næsten færdig da manden kom gående, hurtigt, så man kunne høre hans åndedrag.

-Hvad fanden, er du her stadig? Jeg vil simpelthen ikke have hjemløse i min baghave.

Anton kikkede op, mens han holdt fast i de sidste grene så de ikke smuttede fra ham. Det blev et fint rum.

-Men det har du da heller ikke, jeg skal nok sørge for, at der ikke er nogen hjemløse, der slår sig ned her. Selvfølgelig, det skal du ikke tænke på. Har du haft en god dag?

Manden slog ud med armene, så gik han med et par store skridt hen til en af de bagerste barduner, og hev den pløk op, der holdt den fast. Det bagerste hjørne af teltet gav sig lidt, sank lidt i knæ uden at give helt op. Manden kikkede på Anton.

-Så er det ud, sagde han, og trådte helt tæt på Anton, der som refleks trådte lidt baglæns. Han faldt, og væltede ind i en busk, der gav efter for vægten og knækkede sammen under ham.

-Hvad laver du, far?

Børnene var kommet løbende, og stoppede op, lidt på afstand.

– Er han død?

Pigen begyndte at græde, og så løb hun væk igen. Anton kunne høre at moren kaldte på dem. Drengen blev stående og kikkede på Anton. Så tog han sin far i hånden.

-Jeg sørger for, at vi får vores have for os selv igen.

Manden talte roligt og forklarende til barnet. Så slap han drengens hånd og gik hen mod teltet, hvor han trak den nærmeste bardun op af jorden. Han flyttede sig hen til den næste bardun, og kikkede på Anton, mens han vippede på fødderne.

-Hvorfor? Drengen gik lidt tættere hen mod teltet og kikkede ind i åbningen.

-Fordi det er vores have. Det er vores have. Og fordi… vi skal lave køkkenhave her.

Anton fandt fodfæste inde i buskadset, og trak sig op på benene ved hjælp af en gren.

-Det er faktisk ikke så smart, sagde han. – Det er et lidt mørkt hjørne, og der er forurening på de omkringliggende grunde. Ikke lige på denne her, men faktisk på temmelig mange grunde i området. Jeg tjekkede dingeo, der er ret mange gode oplysninger. Super hjælp når man skal finde et egnet sted at bo.

-Har du undersøgt mit hus? Hvad i alverden…

Nu råbte manden, og drengen trak sig lidt væk.

-Det kan godt betale sig at kende et område inden man slår sig ned. Så får man ikke ubehagelige overraskelser. Det kan være dyrt.

Anton børstede lidt blade og jord af sine bukser og trøje, mens han roligt snakkede videre.

Manden hev hurtigt en pløk op af jorden og endnu en, og nu hang teltet ned til den ene side, som et skævt smil, med de løse barduner der dinglede rundt på den slappe teltdug. Nu begyndte drengen at græde, og han løb tilbage mod huset mens han råbte på sin mor. Manden så på Anton og løftede hånden.

-I morgen, så er du ude. Forstår du?

-Jeg ER ude, jeg bor jo ude.

Anton satte pløkkene i jorden igen, mens han skævede bagud mod manden. Men han trampede bare forbi ham, op mod huset.

………………………………….

Det var tid at tage hjem til Silkeborg til jul. Hvid jul, endda. Sneen lå over kirsebærlaurbærbuskene og lagde et blødt lag af pudder over både telt og toilet, og nedgangen til den lille jordkælder til opbevaring af mad var skjult. Nu lignede det bare en lille, blød bakke med sne på. I højbedet stod ranke grønkålsplanterne, med en enkelt rosenkålstok som nabo. De var svære at slå ud. Et lavt hegn af pileflet udgjorde grænsen til mandens have. Ikke et stort hegn, men nok til at udgøre en grænse, der ikke blev overskredet. Lige nu var konturerne blødt op af julesneen.

Han sørgede for, at brændeovnen var slukket ordentligt, så der også stod et telt når han kom hjem. Han lukkede teltåbningen, og bag efter overdækningen, der var lavet af en solid presenning, så den holdt den værste kulde ude. Det lille solcelleanlæg var pakket ned, og lagt i en isoleret kasse, klar til at arbejde igen, når næste semester startede. Så gik han ned ad den korte sti, til hjørnet af baghaven, hvor en lille låge førte ind til nabohaven, langs skellet mellem to store, hvide huse, og videre ud til den lille villavej der lå parallelt med Amandavej. Det var en lille omvej til stationen, i forhold til at gå gennem haven og forbi garagen, men det fungerede fint.