Bekendtgørelse nr. 781

Bekendtgørelse nr. 781

Bekendtgørelse nr. 781 af 2. april 2029 om krav til og kontrol med kommunale budgetter og deraf følgende omlægninger af den kommunale virksomhed

I medfør af § 47, stk.1, i lov om kommunale budgetter, jfr. Lovbekendtgørelse nr. 89 af 7. april 2027, som ændret ved lov af den 6. juli 2029, fastsættes:

..

..

Kapitel 3

Ritualer i forbindelse med gennemførelse af omlægninger af aktiviteter som følge af budgetlægning

§ 17.Styrelsen for kommunal budgethåndtering og budgetkontrol kan fastsætte nærmere regler for kravene til omfang og gennemførelse af ritualer som opfølgning på kommunal budgetlægning, der er gennemført efter denne bekendtgørelses kapitel 1 og 2 og i overensstemmelse med følgende opdeling i niveauer for ritualer:

Niveau 1. Omlægning af arbejdsgange på administrative områder, der medfører forlænget sagsbehandlingstid

Niveau 2. Omlægning af processer inden for de udførende funktioner, der medfører ændret serviceniveau på områder, der ikke er af betydning for væsentlige områder af de kommunale opgaver, når disse har et omfang på mere end 15 % af områdets budget.

Niveau 3. Omlægning af drift på borgernære institutioner, der har døgnfunktion, når denne omlægning har et omfang svarende til 5 - 10 % af det samlede budget.

Niveau 4. Omlægning af drift på borgernære institutioner, der har døgnfunktion, når denne omlægning har et omfang svarende til 20 % af det samlede budget.

Niveau 5. Nedlæggelse af borgernære institutioner, der har karakter af tilbud til afgrænsede grupper af borgere

--------------------------

Byrådsmødet var slut. Borgmesteren nikkede til kommunaldirektøren, der bad sekretæren om at slukke for kameraerne, så denne aftens live-streaming stoppede. Luften var tæt af uforløst frustration. Budgettet for 2035 var behandlet for 5. gang, og denne gang var det lykkedes at finde en løsning, som alle var enige om, men ikke rigtig glade for. De 9 byrådsmedlemmer lænede sig lidt tilbage i stolene, et par af dem drak det sidste lunkne vand i de flasker, der stod på bordene.

-Jeg vil lige bede jer blive et øjeblik.

Borgmesteren behøvede ikke at hæve stemmen. De var alle trætte og helt tavse. Det havde været en hård proces, også i år, og de vidste, at der stadig var et stykke arbejde der skulle gøres, når kameraerne var slukket.

-Kunne vi få en kort pause?

Nogle af medlemmerne sad uroligt på stolene, og den ældste af dem rejste sig mens han spurgte. Det var hårdt at sidde der, på de ubekvemme stole, en hel aften. Borgmesteren nikkede, det kunne de godt. Bare de blev på rådhuset, så de kunne fortsætte mødet inden det blev alt for sent. Måske ville en af dem, der sad yderst, åbne et vindue? Selvom det var koldt uden for ville det være dejligt med lidt frisk ilt til lokalet.

Der blev skramlet med stole. To af vinduerne blev åbnet, og der kom gang i lidt småsnakken mellem byrådsmedlemmerne. Borgmesteren var træt, godt og grundigt. Engang havde hun ønsket sig et mindre byråd. Dengang var de 21 medlemmer. Det gav nogle lange møder, og det var svært at finde fodslag. Der var mindst 21 meninger og ønsker. Man skal passe på med at ønske sig noget, tænkte hun træt, man risikerer at få det. Nu sad der kun de 9 politikere, der ifølge loven var normen for en kommune af deres størrelse, og de var ifølge loven om kommunale budgetter forpligtet til at blive enige, inden de kunne vedtage et budget. Men der blev snakket lige så meget, og der var stadig mindst 21 meninger og ønsker i lokalet, når de holdt møde.

Vinduet var blevet åbnet, og november-luften trak ind i det beklumrede lokale, så man næsten helt fysisk kunne se, hvordan den friske luft åd sig ind i det iltfattige indeklima. Den gamle byrådssal var lavet om til storrumskontor, dengang den kommunale valglov var blevet ændret for 3. gang på få år. Det havde været en farce, hun huskede tydeligt debatten i medierne, og selvfølgelig ude i kommunerne. Demokratiet blev illusorisk, den brede repræsentation af alle borgere blev ødelagt, alle de tunge argumenter var fremme. Ved den første lovændring skulle alle kommunalbestyrelser gøre sig selv mindre. Kommunerne kunne selv bestemme hvor meget mindre kommunalbestyrelserne skulle være. Der skulle bare spares 1/3 af udgifterne til vederlag. Senere var der kommet endnu en lovændring, og da der stadig var en del ret store kommunalbestyrelser rundt omkring, så vedtog Folketinget en tredje en af slagsen. Den var helt utvetydig. Der måtte være mellem 7 og 13 kommunalbestyrelsesmedlemmer, alt efter kommunens størrelse.

I deres kommune havde de haft brug for at finde plads til en gruppe af ansatte, der tidligere havde siddet i et lejemål ude i byen. Så lige i den situation var det kommet meget belejligt. Nu kunne de trække den personalegruppe hjem på rådhuset og placere dem i byrådssalen, der var et dejligt stort lokale. Alt for stort til at det på nogen måde kunne forsvares at det kun blev brugt en gang hver anden måned til kommunalbestyrelsens møder, hvor der deltog 9 kommunalbestyrelsesmedlemmer og nogle få ansatte. Så efter en kort, men intens, debat var byrådssalen blevet til storrumskontor for gruppen af ledere og konsulenter på skole- og fritidsområdet.

Der havde været en sag i hovedmed-udvalget om de mange portrætter af tidligere borgmestre, der hang i byrådssalen. Der var et ønske fra mange medarbejdere om, at de blev fjernet, de virkede forældede og udstrålede en gammeldags form for magt, personificeret i enkeltpersoner. Borgmesteren havde vægret sig først, hun syntes at de hørte til der, og det var jo for det meste bare gamle portrætter af en stribe halvgamle mænd, der hørte til i fortiden. Men hun havde hurtigt fornemmet, at det var vigtigt for nogle af medarbejderne. For hende var det ren symbolik. Både det, at det var borgmesteren, der blev afbildet, og det at pille dem ned. Hun tænkte, at magt var som magten altid havde været. Det afhang aldrig af en enkelt person, men udspillede sig i et netværk, som kun de mest sensible forstod, sådan rigtigt. De mindre sensible navigerede i det, fordi de ikke forstod det, men bare masede på.

Nu holdt byrådet så deres møder i et almindeligt mødelokale på 3. sal. Deres PR-chef havde sagt, at det var et fint signal at sende, at byrådet sad der. Det signalerede at de arbejdede. Og det var da også et fint lokale, med udsigt over havnen. Lige nu kunne man ikke se så meget af byen udenfor, men i det fjerne kunne man se lys fra havnekontoret og fra de få huse, der lå mellem rådhuset og havnen. Aftenen var frostklar, og stjernekortet på himlen stod tydeligt frem. Det var ikke tit, at hun blev nostalgisk eller trist. En af hendes styrker, som betød at hun stod stærkt i offentligheden, var hendes gode humør og evne til at tackle svære situationer. Hendes fjender kaldte det kynisme. Hendes venner kaldte det udholdenhed, realisme. Men lige nu føltes det bare som træthed.

Kommunalbestyrelsesmedlemmerne begyndte at komme tilbage til deres pladser. Kommunaldirektøren lukkede vinduerne, da han så nogle af medlemmerne skutte sig. Borgmesteren prøvede at samle tankerne om det, der skulle gøres. Hun gik tilbage til sin stol, og satte sig ned. Alle sad nu på pladserne, lidt mere vågne at se på efter den korte pause og lidt frisk luft.

-Vi kender jo efterhånden proceduren, begyndte borgmesteren.

– Bekendtgørelse 781 betyder, at vi skal lave en aftale, som vi forhåbentlig kan blive enige om ret hurtigt, om hvordan vi gennemføre omlægningerne af driften. I 2030 lavede vi en politisk aftale om, hvilke ritualer, der skulle bruges i forbindelse med forskellige slags omlægninger. Jeg håber at der stadig er enighed om at bruge den?

Hun så sig omkring, og næsten alle nikkede.

-Du nikker ikke, er du uenig, spurgte borgmesteren en af de erfarne, der havde siddet mange år i kommunalbestyrelsen.

Borgmesteren prøvede at lægge låg på sin irritation. Loven fra 2029 var så klar. Omlægninger skulle behandles med respekt. Det skulle stå tydeligt for enhver, at alle omlægninger var et udtryk for nødvendighed og omtanke. Derfor skulle omlægninger af en vis størrelse ledsages af ritualer, der var proportionale med omlægningen. Hun syntes, at det laveste trin, der udløste ritualer, var for lavt. Der ville altid være reduktioner, det havde der været i så mange år, at ingen interesserede sig for ret meget af det. Men de øverste trin gav mening. Og nedlægning af institutioner krævede ritualer på niveau 5, det højeste niveau. Der var ovenikøbet en række krav til ritualerne, for at de kunne anses for fyldestgørende. På niveau 5 indebar det en rituel afbrænding af enten væsentlige artefakter, eller en afbrænding af hele eller dele af de bygninger, der var omfattet af omlægningen. Styrelsens praksis i de få år, der var gået siden reglerne blev indført, havde yderligere indskrænket det råderum, som loven ellers gav byrådet, så der var ikke så meget at slås om. Deres tidligere aftale var dækkende, så det behøvede ikke at tage så lang tid at finde enighed.

-Jeg er ikke uenig som sådan, svarede den erfarne, - men jeg tænker at vi skal give ritualer en form, som borgerne forstår. Så de forstår at det var nødvendigt.

-Så de ikke bliver vrede på dig, sagde et af de andre medlemmer, ironisk og tydeligt udmattet.

-Nej, nej, det er ikke det, det handler om. Men loven om ritualer i forbindelse med kommunale omlægninger er jo begrundet med respekt for historien, for det, som de omlagte institutioner har opnået mens de bestod. Og det skal da være tydeligt.

Borgmesteren sukkede indeni og smilede. Endnu en af hendes styrker, den rolige udstråling, uanset hvor træt hun var og hvor urimeligt debatten udfoldede sig.

-Jeg tror bare at vi skal overholde loven, sagde hun, - så tænker jeg at de fleste forstår hvad der sker. Og helt oprigtigt, sidste år havde vi 6 ritualer i forbindelse med budgettet, 6! Selvom vi gerne ville, var det ret hårdt at opretholde stemningen af nødvendighed ved så mange ritualer. I år kan vi nøjes med 2. Alene det vil nok betyde, at det føles mere oprigtigt og respektfuldt. Og det er kun fritidshjemmet, der er på niveau 5. Musikskolen kan nøjes med niveau 3, fordi det er en kan-opgave. Skal vi komme i gang? Vi vil vist alle sammen gerne hjem efterhånden.

Hun registrerede, at den erfarne så sig omkring for at vurdere situationen. De fleste var allerede i gang med at finde dagsordenen frem igen, en enkelt smilede til den erfarne og trak umærkeligt på skuldrene, inden han også koncentrerede sig om sin Ipad. Borgmesteren fik øjenkontakt med den erfarne. Han så ud som om han ville sige noget. Hun fastholdt kontakten et øjeblik uden at åbne for en snak, og så opgav han.

-Dejligt at vi er enige, sagde borgmesteren, og mærkede at der var lidt mere energi tilbage end hun troede for et øjeblik siden.

– jeg har kikket lidt på evalueringerne af sidste års ritualer. Vi havde 2 ritualer på niveau 5, et plejehjem og en skole. Og det er nok skolen, der mest ligner situationen i år, hvor det er fritidshjemmet, der skal nedlægges. Den rituelle afbrænding er jo obligatorisk, når vi ikke skal bruge bygningerne til noget andet. Og de seneste årsrapporter om tilstanden af kommunens bygninger viser jo, at mange af dem er tæt på at være i så dårlig stand, at de er lige til nedrivning. Det gælder ikke mindst fritidshjemmet. Så jeg foreslår, at vi brænder hele komplekset af. Så har vi også en grund, der kan sælges. To fluer med et smæk, de damer og herrer.

Hun forsøgte sig med et smil, der nåede hele raden rundt, og blev belønnet med en lidt lettere stemning.

-Jeg har talt med brandchefen, fortsatte hun, - og han er i gang med at finde ud af, hvordan det kan gøres mest sikkert. Jeg synes vi skal invitere alle borgere til at komme og deltage. Det er det nemmeste. Fritidsklubben er mere end 50 år gammel, og sekretariatet siger, at det vil være umuligt at afgrænse kredsen af mennesker, der har brug for at sige farvel til den.

Hun ledte efter en side på Ipad'en men opgav. Så rakte byrådssekretæren hende en tynd mappe med papirer.

-Tak.

Borgmesteren smilede til hende og skubbede sin Ipad lidt væk. Så åbnede hun mappen og fandt det rigtige papir frem.

-Sidste år mødte vi kritik, fordi vi brugte for mange penge på blomster. I kan nok huske ideen med blomsterkranse som en del af det indledende ritual. Og da vi effektuerer allerede i januar denne gang, så skal vi afbrænde mens det er vinter, så det er helt håbløst at tænke i blomster. Jeg tænkte at vi måske kunne inddrage børnene på fritidshjemmet i processen? Give dem et medejerskab til ritualer, og give dem mulighed for at udfolde sig kreativt. Halvt så dyrt og dobbelt så godt, eller hvad?

Hun så ud over sin lille, trætte flok. De første år med den nye lovgivning havde der været mere tryk på. De havde skændtes om, hvad loven egentlig sagde, hvad de var forpligtet til. Men med årene var der så meget praksis, og så mange afgørelser fra styrelsen, at der ikke var så meget at tage stilling til. Nogle af dem, mest dem der havde været med i mange år, havde været vrede. Meget vrede, faktisk. Ikke på hende, men på regeringen, men det var hende der sad for bordenden når regeringen blev skældt ud. Mange borgere havde også været i oprør, trods mange års hård træning i forandringer. Hun havde en aften, hvor hun selv var særligt frustreret, slået ordet nedskæringer op på nettet, for at se om det stadig fandtes, eller om det var lykkedes regeringen at få det helt ud af det danske sprogs aktive ordforråd. Det var der stadig i ordbogen. Hun trøstede sig med, at det ikke var hende, de var vrede på, hverken kommunalbestyrelsesmedlemmerne eller borgerne i kommunen, men det var hende, der mødte borgerne i supermarkedet og på gaderne. Og der var et dilemma, som hun havde set ret tydeligt. Hun kunne skælde ud på regeringen sammen med den borger, hun snakkede med, og selv fremstå fuldstændig uden betydning og uden indflydelse. Eller hun kunne tage et medansvar, og påstå at hun kunne passe på dem. Scylla og Charybdis.

-Hvad med at børnene laver blomsterkranse af papir? Så bliver de også selv involveret i processen og tager et medansvar for ritualerne. Måske er der nogle forældre der kan hjælpe?

Stilheden var blevet brudt af et af medlemmerne, der havde rettet sig op på stolen og taget lidt initiativ. Dejligt. Hun var også ret ny. Borgmesterens egen protegé. Den eneste nye ved sidste valg. Det havde vist sig, at partiforeningerne havde haft meget svært ved at omstille sig til den nye virkelighed, hvor så få skulle vælges til kommunalbestyrelserne rundt omkring. Så de havde ikke optimeret opstillingsprocessen, og det havde givet nogle overraskelser ved de seneste valg. Og det var udmærket. Hendes egen gruppe havde heldigvis været ret skarp på den nye virkelighed, og et par af de garvede strateger havde styret processen næsten helt ubesværet, inden flertallet havde opdaget, hvad der skete. Så hun sad sikkert for bordenden i Kommunalbestyrelsen, og hun havde i tilgift fået skiftet nogle af de mest besværlige kammerater ud med to nye.

Hun nikkede anerkendende til sit opfindsomme gruppemedlem, og da der ikke rigtig var andre, der var vågne nok til at foreslå noget, så brugte hele kommunalbestyrelsen lidt tid på at arbejde med forslaget, indtil kommunaldirektøren brød ind og sagde, at nu var forslaget så konkret, at administrationen kunne klare resten. De fleste så lettede ud, og gik over til at snakke om selve afbrændingen.

Kommunaldirektøren havde taget et kort med, hvor matriklen med fritidshjemmet var fremhævet med grønne streger. Det blev ikke vist på skærmen. De 9 medlemmer måtte samles omkring bordet i midten af lokalet, hvor kommunaldirektøren udpegede det grønne område med fritidshjemmet på et stort, printet kort over kommunen.

-Brandinspektøren har peget på, at det er svært at afbrænde alle 3 bygninger, sagde han, - den ene af dem ligger for tæt på skel til den lille administrationsbygning med byplanlæggerne.

Kommunaldirektøren lænede sig lidt ind over bordet, og pegede på en skraveret firkant tæt på fritidshjemmet. Han lod en fingerspids hvile på firkanten et øjeblik, mens han lod dem forstå problemet.

-Men der er forskellige mulige løsninger, fortsatte han så, efter den lille pause.

Så trak han sig lidt tilbage, og overlod pladsen til borgmesteren, der lagde hånden på fritidshjemmet, så hendes pegefinger ramte grænsen til den lille administrationsbygning. Hun tappede et par gange med pegefingeren uden at sige noget.

-Er det ikke den bygning, vi før har fået nej til at rive ned?

Det var protegeen, der talte. Borgmesteren undrede sig et overblik over, hvor hun vidste det fra. Det var før protegeens tid i kommunalbestyrelsen. På den anden side, hun var flittig, og havde fulgt med i kommunalbestyrelsens arbejde længe før hun selv blev medlem. Men det skulle ikke være hende, der plantede ideen. Så borgmesteren kikkede rundt i kredsen, og lod blikket hvile et øjeblik på oppositionens nestor, en garvet mand, der ikke var bange for at stå frem. Han gengældte blikket og kneb læberne sammen et øjeblik før han smilede en anelse.

-Jo, sagde han så, - det har været oppe og vende. Flere gange, faktisk.

-hvad betyder de blå streger der?

Et af medlemmerne lænede sig ind over bordet, og fulgte den blå streg rundt på kortet, udenom fritidshjemmet, administrationsbygningen og et skraveret område der stødte op til bygningen.

-Det er en gammel markering, sagde kommunaldirektøren, -jeg skulle finde et kort over området med fritidshjemmet, og det her kort fandt jeg i sagen med handler. Den blå streg markerer et købstilbud fra en virksomhed, der gerne ville slå sig ned her. Det blev ikke til noget, men det var det kort, jeg lige ramte.

Snakken fortsatte. Der var enighed om, at det var en skam, at det var så svært at få indtægter, selvom man kunne pege på noget, der helt lokalt ville være enighed om. Men sådan var det. Deres opgave var fritidshjemmet. Og der skulle jo også findes besparelser næste år, så måtte man se på det igen, også administrationsbygningen.

--------------

Borgmesteren så ud over forsamlingen, der stod i små grupper udenfor fritidshjemmet i decemberkulden. Det var koldt. Fritidshjemmet var oplyst af 2 store projektører, så alle kunne se den gamle bygning. Den var klassisk symmetrisk bygget, med en bred trappe op til hovedindgangen. Det var oprindeligt rådhus, bygget omkring 1900, med den åbenbare hensigt at indgyde respekt. Når man stod foran bygningen og så på døren, så kikkede man uværgeligt op. Der var to bånd af røde mursten i den gule murstensvæg, et bånd mellem vinduerne i stueetagen og et bånd mellem vinduerne i den øverste etage. 8 store vinduer var i dagens anledning pyntede med kæder af gran og papirblomster. Et orkester, bestående af 5 børn fra fritidshjemmet, stod foran huset og spillede. Borgmesteren konstaterede for sig selv, at det ikke lød godt, men det var nok kun de nærmeste, der overhovedet kunne høre noget. Musikken stoppede, og det lille frysende orkester blev roligt fjernet af en voksen, der blidt skubbede dem over i udkanten af gruppen af tilskuere.

Imens nærmede et fakkeltog sig fritidshjemmet. En gruppe på otte halvvoksne drenge og piger i sort tøj gik langsomt hen og fordelte sig langs facaden, en ved hvert vindue, så de tomme vinduesrammer blev lyst op, og forfaldet blev åbenlyst. Et sted kunne man se nogle få møbler stå tilbage i det ellers tomme hus. Borgmesteren trådte hen til huset og hilste på fakkelbærerne. Hun vendte hun sig mod tilskuerne, og holdt den korte tale, hun havde forberedt. Så manglede de kun selve afbrændingen. Hun nikkede til forsamlingen, til brandchefen, der stod med en gruppe af sine medarbejdere på lidt afstand, og så til fakkelbærerne. Den yderste af dem råbte en kommando ud over rækken af fakler. Så blev faklerne kastet ind gennem vinduerne.

Flokken af tilskuere var allerede på vej i opløsning, da ilden tog fat. Den folkelige opbakning og entusiasme var til at overskue. I det mindste var der ikke protester denne gang, tænkte borgmesteren, det havde de ellers oplevet en del gange før i tiden. De, der stod yderst, begyndte at trække væk, og beredskabet dannede en kæde, så de sikrede sig at alle gik den rigtige vej væk fra ilden, henad den store gade. Ingen risiko for unødvendige skader. Borgmesteren kikkede sig omkring, og trak lidt til venstre, om mod gavlen på det gamle rådhus. Ilden bevægede sig hurtigt på tværs af bygningen, flammerne slog op langs indervæggen på bagsiden, og en lille eksplosion fik flammerne til at slå mod vinduerne, der knustes, og dermed gav plads for ilden, der kastedes ud mod det levende skel af små buske og piletræer, der dannede grænsen mellem fritidshjemmet og den lille administrationsbygning på nabogrunden. Ilden fik fat i nogle containere med affald, den fængede i nogle store papkasser fra it-udstyr, der lå på jorden ved siden af containerne, og brølede videre, den kvaste et lille skur, der beskyttede affaldet mod regn, og sprang op ad væggen til administrationsbygningen. Den slikkede væggen på bagsiden af huset, og knuste et vindue på første sal, så den kunne komme ind i bygningen.

Borgmesteren løb i en bue hen mod skellet, og masede sig gennem en åbning mellem nogle små buske. Hun mærkede torne, der rev i hendes tøj, men fortsatte over græsset og de trætte buskadser i haven, hen til bygningen, mens hun tastede brandchefens nummer på mobilen. Igennem lysskæret fra branden så hun for enden af haven en lille gruppe af brandmænd, der trak slanger, for at kunne slukke ilden. Brandchefen kom løbende hen til dem og gav instrukser, pegede på bygningen, men selvfølgelig kunne hun ikke høre hvad han sagde. Hun stoppede opkaldet. Han havde styr på det her, det vidste hun. Mobilen blev puttet i lommen igen, og hun prøvede at vurdere, hvilken vej der var sikrest, for at komme om til de andre. Så gik hun venstre om bygningen, den lange vej rundt. Hun var omhyggelig med at se hvor hun gik, så hun ikke faldt i mørket. Kun ganske kort så hun op, beundrede den gamle bygning, med udsmykningen ved vinduerne og selv omkring kælderdøren, der førte ned til en relativt høj kælder, der nu blev brugt som arkiv. Hendes øjne fulgte muren op fra kælderdøren, op langs muren, der var lavet i kvartstensforbandt. Det vidste hun nu at det hed, efter sidste års budgetforhandling, hvor alle kommunale bygninger var blevet gennemgået for at se, om de var bevaringsværdige. Helt oppe under taget var der lys i to vinduer. Hun undrede sig over, at ilden var nået så langt, men konstaterede så, at lyset var stabilt, det var fra en lampe. Uden at tænke over risikoen for at falde, løb hun så hurtigt hun kunne forbi huset, om til brandchefen, der stod ved gavlen længst væk fra hende. Hun råbte så højt hun kunne, råbte hans navn, råbte stop, men lyden af hendes råb forsvandt i larmen fra ilden og brandbilerne og råberiet fra tilskuerne og brandmændene. Til sidst var hun så tæt på, at de yderste hørte hende, den nærmeste brandmand greb hende da hun nærmest faldt over en stub fra et fældet træ, der havde stået ved hjørnet af huset indtil for nylig.

-Der er nogen derinde, råbte hun, - der er lys.

Hun pegede tilbage hvor hun kom fra, og kunne mærke, at panikken bredte sig i hende, den tog pusten fra hende, og gjorde hende bange.

-Der var lys, rådbte hun igen, - oppe på øverste etage.

Brandchefen kom løbende hen til hende, og hørte det sidste. Så vendte han om og gav en hurtig instruks til nogle brandmænd, der gjorde klar til at rykke ind i huset.

--

Kommunalbestyrelsen var samlet til et lukket møde i det mødelokale, de plejede at bruge. Det var lyst, og man kunne se ud over byen, til havnen, og ud over vandet, hvis man stod op. Kommunalbestyrelsen sad ned, på de samme pladser hvor de altid sad. Kommunaldirektøren var i gang med at gennemgå den redegørelse, der var lavet af administrationen om hændelserne i forbindelse med den rituelle afbrænding af fritidshjemmet. Han var nået til redningen af de to indebrændte. En mand og en kvinde, begge ansat i administrationen, hvor de arbejdede med affaldshåndtering. De var blevet fundet på deres fælles kontor, på øverste etage af den administrationsbygning, der desværre ved en fejl var blevet inddraget i afbrændingen af fritidshjemmet.

Borgmesteren fulgte nøje med i gennemgangen, og havde iagttaget flokken af kommunalbestyrelsesmedlemmer undervejs. Flere af dem havde været tæt på at falde i søvn under den første del af gennemgangen, men nu rettede de sig op på stolene, tydeligt vågne. To af dem markerede, at de ønskede ordet. Kommunaldirektøren så på hende, men hun rystede ganske svagt på hovedet.

-Jeg ser jeres hænder, sagde hun, - men vi venter med spørgsmål til hele rapporten er gennemgået. Måske er der svar på jeres spørgsmål i det, der mangler.

-Det tvivler jeg nu på, sagde den erfarne, ikke så højt at det var en del af en samtale, men højt nok til at alle kunne høre det.

Borgmesteren nikkede til kommunaldirektøren, der fortsatte med gennemgangen. Protegéen skrev noget på et papir, og flere af de andre så ned i bordet, mens de tegnede krusseduller eller skrev enkelte ord ned, som for at huske dem. Borgmesteren mærkede den anspændte stemning, så vidt hun huskede var der kun nogle ganske få vigtige oplysninger tilbage, så kunne hun stoppe gennemgangen og tage den nødvendige debat. Hun lænede sig en smule tilbage i stolen, og noterede de få pointer, som hun ikke måtte glemme.

-Det var så det.

Kommunaldirektøren lænede sig tilbage, så på borgmesteren, og derefter ud over den lille flok politikere, der nu så helt vågne ud. Borgmesteren rejste sig for at åbne debatten. Sekretæren skubbede et papir hen til hende, med navnene på dem, der havde bedt om ordet. 13 navne. De 8 menige medlemmer, og derefter 5 af dem til anden runde. Hun smilede lidt, det rituelle i processen gjorde det nemmere, nu skulle debatten bare ikke køre af sporet, men det klarede hun nok. Så gav hun ordet til den første.

-Jeg har hørt mange sige, at der er noget galt med den forklaring, som administrationen har givet, sagde kommunalbestyrelsens nestor, - jeg har hørt, at de to, der døde, var på arbejde, og ikke tilfældigt var i bygningen, som det er meldt ud før, og som det nu bliver gentaget i rapporten. Er det rigtigt?

-Vi tager lige et par spørgsmål mere, sagde borgmesteren, og gav ordet til den næste på listen.

-Det var det samme spørgsmål, sagde den erfarne, og slog ud med hånden i retning af den første taler.

-Så lad os da tage det spørgsmål nu.

Borgmesteren tog sit eksemplar af rapporten op fra bordet uden at kikke i den.

-Det er vores opfattelse, at det var tilfældigt at de var der på det tidspunkt. Deres arbejdstid sluttede kl. 15.00, og alle andre var gået hjem efter planen. Vi har stor opmærksomhed på at alle går til tiden. Vi har forpligtende effektivitetsmålsætninger, der sætter normen for arbejdstid og opgavefordeling, og jeg står inde for, at der er realiteter bag både tid og opgaver.

En skov af hænder rejste sig, og borgmesteren viftede med papiret med talerrækkefølgen.

-I er her alle sammen.

Så gav hun ordet til den næste på listen, protegéen, der lænede sig frem på stolen, inden hun startede.

-Altså, den der effektivitetsmåling er vel lavet som en målsætning, men den kan vel være unøjagtig? Er det her en anledning til at revurdere, om den holder? Hvis altså de to medarbejdere arbejdede, så var der vel et behov for at arbejde over?

Borgmesteren tøvede lidt. Hun kunne høre invitationen, sig at måltallene ikke holder, at der er en ny situation. Brug det her til at flytte debatten hen til noget mere ufarligt. Men det duede ikke. Effektiviteten skulle afrapporteres, og den påvirkede næste års omfordeling af midler mellem kommunerne.

-Jeg kan godt forstå din tankegang, men vi har ingen som helst grund til at tro, at effektivitetsmålene ikke holder. Så der må være en anden forklaring. Det er vores opfattelse, at de to medarbejdere opholdt sig på kontoret af en anden grund. En privat relation mellem de to er den mest sandsynlige.

Borgmesteren nikkede først venligt til protegéen, og dernæst til næste taler, for at give hende ordet.

-Sagde du virkelig det, at de opholdt sig på deres kontor, udenfor arbejdstid, fordi de havde en privat relation? Antyder du en affære eller sådan noget? For fanden, de var begge to i faste forhold, den ene var gift og havde små børn, hvad får jer til at lave den konklusion?

-Det bygger på en gennemgang af fakta, sagde borgmesteren, inden hun nikkede videre i talerrækken.

-Hov, jeg var ikke færdig.

Seneste taler råbte op, og rejste sig med en vred bevægelse, så man kunne høre hvordan stolen skurrede mod gulvet og til sidst væltede ned på ryggen. Sekretæren skyndte sig derhen, og rejste stolen. Et øjeblik var der helt stille. Så fortsatte taleren.

-Vi ved alle sammen, at der er pres på medarbejderne. Og det er lykkeligt blevet ignoreret, der har altid været pres på. Vi har revideret effektiviseringsmålene i forhold til hvad vi ønsker, afbalanceret med hvad der kunne lade sig gøre. Men at lade som om, at det ikke sker, det er noget andet.

-Hvorfor, om jeg må spørge?
Borgmesteren så hende direkte i øjnene, vedholdende og venligt.

-Hvorfor er det her anderledes? Gentog hun.

Et øjeblik var der helt stille i rummet. Taleren havde sat sig ned igen. De fleste så ned, enkelte læste lidt på det resumé af rapporten, der var lagt frem til dem da mødet startede. En fugl fløj ind i ruden med et lille klonk, der ganske kort fik de fleste til at se op i samme retning mod ruden.

-Åh, stakkels fugl, sagde protegéen forskrækket, - bare den klarede det.

-De er hårdføre, de små pipfugle, bare rolig.

Den erfarne lød overraskende venlig, næsten blid, da han så på protegéen. Hun så forvirret på ham, og smilede forsigtigt.

-Er de?

Han nikkede, smilede tilbage til hende. Så vendte han sig mod borgmesteren.

-Men det her er ikke i orden.

Debatten fortsatte lidt. Der var meget de ikke kunne blive enige om, men til sidst nåede de frem til sidste spørgsmål. Nemlig at tage beslutning om, hvilket af de lovlige ritualer for arbejdsulykker, der skulle bruges som afslutning på den tragiske ulykke. Protegéen indvendte stilfærdigt, at det ville være inkonsekvent at bruge ritualerne for arbejdsulykker, siden det åbenbart var slået fast, at det var et privat ærinde, der holdt de to afdøde medarbejdere på kontoret, men det synspunkt blev affærdiget med, at der manglede ritualer for medarbejdere, der brugte rådhusfaciliteter til stævnemøder, og det ville være både menneskeligt og taktisk forkert at ignorere hændelsen. Så afsluttede Borgmesteren punktet og foreslog en ganske kort pause, inden mødet fortsatte med endnu et lukket punkt, der omhandlede salg af grunden hvor administrationsbygningen var brændt ned.